Blog

Bankens udvikling

Bankforretninger var allerede til stede i oldtiden, men det var først i senmiddelalderen, nærmere bestemt i Italien, at der blev oprettet en offentlig bank i Genova i år 1407. Dengang var bankens formål at opbevare penge og formidle pengeoverførsler via betalingsordrer, når folk skulle handle med hinanden over større afstande. Det blev på den måde en sikkerhed mod røverier og det sikrede, at de daværende betalingsmidler ikke svingede i værdi, hvis disse eksempelvis var mere eller mindre tilsat uædle metaller.

Omkring 1600-tallet kunne man låne penge fra pantelånere og købmandshuse, men det var først i slutningen af 1600-tallet, at de første seddeludstedende banker blev oprettet i henholdsvis Sverige i år 1661, England i år 1694 og Skotland i år 1695. De lånte ud til både private og staten, men havde forskellige sikkerhedsforanstaltninger, hvis der opstod problemer med at få lånet betalt tilbage.

Der kom senere flere banker til i Europa, hvoraf de mest effektive girobanker i 1700-tallet fandtes i Amsterdam og Hamburg. Girobankerne tog imod indskud i ædelmetal, mens almindelige betalinger derefter kom til at foregå via veksler. Beløbene ville så blive trukket fra udstederens konto, når vekslen udløb.

I løbet af 1800-tallet begyndte bankerne at udvikle sig til det, vi kender dem som i dag. Seddeludstedende banker blev omdannet til centralbanker, hvoraf man fik sparebanker og forretningsbanker. Sparebankerne kunne f.eks. modtage indlån fra mindre sparere, mens forretningsbanker sørgede for udlån til handel og industri, som inden for kort tid skulle betales tilbage. Når man ville optage et lån, ville det blive baseret på ens egenkapital og indskud af ledige midler fra de samme slags grupper i samfundet. Efter 1850 blev det dog muligt for industrien at optage lån, der kunne betales tilbage over længere tid. Derudover begyndte forretningsbanker at være en del af oprettelsen af aktieselskaber, som først opstod i Frankrig og Tyskland. Forretningsbankerne overtog samtidig betalingsformidlingen, som girobankerne tidligere havde stået for, men man kunne stadig låne penge fra forskellige købmandshuse.

I 1900-tallet havde bankerne opnået rollen som betalingsformidlere og mellemled mellem investorer og dem, der sparede penge op i banken. I dag har de fleste lande stadig nogle få, men store banker, som fungerer på samme måde som i 1900-tallet.

Banker i dag

Bankerne har efterhånden udviklet sig med teknologien, og derfor er der i dag ikke mange banker, hvor man kan komme ind og låne penge, hæve penge osv. Det skyldes det faktum, at der er kommet hæveautomater, hvor man kan hæve penge fra med sit kreditkort. London blev den første by i verden til at få installeret hæveautomater i 1967. Kreditkortet af plastik blev opfundet i USA og blev introduceret i 1959 af American Express, men faktisk blev kreditkortet opfundet allerede i begyndelsen af 1900-tallet, hvor bl.a. olievirksomheder begyndte at have deres egne kort af pap. Disse kreditkort fungerede ikke helt på samme måde som i dag, da de kun kunne bruges i begrænset omfang, var lavet af pap og slet ikke var nået til en elektronisk tidsalder endnu. Man kunne dengang købe varer og ydelser på kredit med sit kreditkort, men kun hos de virksomheder, der tog imod kreditkort. I 1946 kom de første kreditkort af pap eller papir udstedt af banken, som kun kunne bruges lokalt. I 1951 kom Diners Club til, som blev den første virksomhed til at kommercialisere kreditkortet globalt.

I dag har vi både kreditkort fra American Express, Visa, MasterCard, osv. Den nyeste udvikling i forbindelse med kreditkort, er den installerede chip, der sidder den øverste side på kortet, som gør det hurtigere at betale i butikker og supermarkeder. Chippen gør at man ikke behøver at taste sin kode ind, når man betaler med sit kort, da man blot kan holde kortet over betalingsterminalen, for at betale. Den nye chip gør desuden, at man ikke skal stå og vente i lange køer, hvis man ikke kan få kortet til at virke, når man betaler ved at svinge kortet igennem betalingsterminalen.

Derudover skyldes de få fysiske banker computerens opfindelse, som vi i dag bruger til det meste i hverdagen, heriblandt at tjekke vores bankkontoer, at låne penge, at kunne overføre penge til en anden konto og kunne betale de månedlige udgifter elektronisk blot ved at tilmelde sig betalingsservice, som automatisk trækker pengene fra din konto. Den elektroniske betaling betyder også, at det er nemmere at kunne betale andre mennesker, private eller virksomheder, over længere afstande.

Herudover er mobile pay lige så stille begyndt at vinde indpas, som en måde at betale på, ligesom kreditkortet er en måde at betale på. Mobile pay er en app på telefonen, som man kan downloade til sin telefon, og derefter indtaste fortrolige informationer om navn, kontonummer og registreringsnummer, for herefter at kunne betale med et enkelt swipe i appen, når man er ude at handle. Ligesom med alle andre nye opfindelser, har folk været påpasselige med at betale på denne måde i starten, men i dag bliver mobile pay ofte brugt af handlende til små indkøb i dagligdagen.

Fremtidens banker

I dag er bitcoins en af de helt store emner, som også kan have indflydelse på bankerne og deres eksistens. Da bitcoins stadig er et forholdsvis nyt fænomen fra 2008, er det endnu ikke en valuta, som er blevet accepteret som et almindeligt betalingsmiddel alle steder. Bitcoins er kort sagt en virtuel valuta, som man kan betale med til andre uden at have et mellemled, som f.eks. en bank eller et pengeinstitut. Men hvad kommer det så bankerne til gode?

De fleste banker er i dag skeptiske omkring den nye valuta, da den bl.a. opfattes som en ikke helt ufarlig valuta, som hurtigt kan miste værdi, på trods af den høje stigning af kursen på Bitcoins. Derudover frygter banker risikoen for, at blive blandet ind i både lovbrud og spekulation ved at bruge Bitcoins. Derfor er bankerne ikke åbne over for, at bruge Bitcoins endnu. Hvis Bitcoins bliver ved med at stige i værdi, hvis valutaen tilegner sig en større troværdighed og hvis flere virksomheder åbner op for betaling med Bitcoins, kan det dog måske i fremtiden blive en mulighed, at bankerne også vil begynde at handle med Bitcoins.