Hvad er Betalingsbalancen?
Med betalingsbalancen sker en opgørelse af flere betalinger mellem et land og udlandet i det forløbne år. Her kan man fordybe sig i og læse om omfanget af landets indtægter og udgifter i samhandlen og andre transaktioner med udlandet.
Opgørelsesmetode for Betalingsbalancen
Man opgør Betalingsbalancen efter det dobbelte bogholderis princip. Man posterer derfor en bestemt transaktion to steder. En pågældende vareeksport vil på den måde ofte være blevet bogført som henholdsvis en indtægt under betalingsbalancens løbende poster, og som en udgift, der har været under betalingsbalancens finansielle poster.
De løbende poster
Betalingsbalancen består af løbende poster af (netto)løn og formueindkomst plus løbende nettooverførsler fra udlandet, og ligeledes består den af saldoen på vare- og tjenestebalancen (hvilket er overskuddet på landets samhandel af varer og tjenesteydelser med udlandet). Dette beløb bliver i daglig tale omtalt som ”overskuddet på betalingsbalancen” eller som ”underskuddet på betalingsbalancen”.
De finansielle poster
Betalingsbalancens finansielle poster kan fortælle os, hvordan udsving på de løbende poster og kapitalposterne bliver finansieret. Hvis der på de løbende poster vises et tydeligt underskud, vil de finansielle poster vise et dertil tilsvarende overskud. På den måde vil balancen altid være nul.
Hvis der derimod er et overskud på de finansielle poster, så har det specifikke land dermed stiftet gæld ved at importere kapital, som de har gjort for at finansiere underskuddet på de løbende poster. Hvis der så er et underskud på de finansielle poster, så har et pågældende land derimod eksporteret kapital, hvilket eventuelt kan være i form af fordringer på udlandet. Dette modsvarer overskuddet på de løbende poster.
Er betalingsbalancen en vigtig økonomisk-politisk problemstilling?
I Danmark var der i den lange periode fra midten af 1960’erne og til slutningen af 1980’erne særlig opmærksomhed rettet mod, at betalingsbalancen fortsat viste underskud. Dette blev gentagende gange udlagt således, at dansk økonomi levede for godt og dermed gældsatte sig. Underskuddet i Betalingsbalancen spillede derfor også en betydelig faktor i tilrettelæggelsen af den danske, økonomiske politik.
I 1980’erne begyndte det såkaldte ”nye syn” på betalingsbalancen at vokse frem i fagøkonomiske kredse. Her var man overbevist om, at efter fri kapitalbevægelser er blevet etableret, så bør betalingsbalancen ikke længere tillægges så betydelig en faktor i den økonomiske politik. Helt definitorisk er Betalingsbalancen lig med forskellen på et lands opsparing og investeringer. Derfor vil betalingsbalancen udvise et underskud, hvis investeringerne er større end opsparingen – eller omvendt. Variationer i nettoopsparingen mellem forskellige lande kan hurtigt håndteres gennem de internationale kapitalmarkeder, og af den grund bør over- eller underskud på betalingsbalancen ikke være nogen selvstændig årsag til økonomisk-politiske indgreb.
Det nye syn blev blandt andet repræsenteret af de økonomiske vismænd. I 1998 blev det i en kronik om emnet understreget, at ændringer i betalingsbalancen i alle tilfælde skete på baggrund af, at enten samfundets samlede opsparing eller investeringer havde oplevet ændringer. Et faldende investeringsniveau vil for eksempel forbedre betalingsbalancen for en uændret opsparing, men det er ikke i alle tilfælde en fordel for det pågældende land. Hvis der sker en faldende opsparing, vil det forværre betalingsbalancen for uændrede investeringer. Man kan dog ikke under alle omstændigheder hævde, at det vil være dårligt. Det afhænger af de nærmere årsager bag den faldende opsparing. Ændringer i betalingsbalancen kan dermed i nogle situationer være symptomer på nogle forhold, som bør adresseres. Betalingsbalancen bør dog ikke i sig selv være et altafgørende slutmål for den økonomiske politik.
