Hvad er inflation?

Inflation er en betegnelse inden for makroøkonomi, der refererer til en løbende og generel stigning i priser på varer og tjenester. Den modsatte betegnelse er deflation, og her falder priserne generelt.

Årsager til inflation

De enkelte varers prisudvikling afhænger af udbuds- og efterspørgselsforholdene på varens marked. Derfor kan det afhænge af både en stigende efterspørgsmål, for eksempel på baggrund af højere indkomster, men også af et lavere udbud, for eksempel på baggrund af stigende produktionsomkostninger, som kan medføre en stigning i varens pris. De generelle og gennemsnitlige prisstigninger i hele økonomien vil at den grund også afhænge af økonomiens aggregerede efterspørgsels- og udbudsforhold. Således kan beslutningstagerne påvirke og håndtere inflationen ved blandt andet af påvirke den samlede efterspørgsel i økonomien. Det er lige præcis dette, der sker, når man fører en aktiv finans- eller pengepolitik.

Det er centralbanken og derfor pengepolitikken, der i langt de fleste lande tillægges ansvaret for at holde fast på en stabil og lav inflation. I de lande og valutaområder, hvor valutakursen ikke bliver forøget eller fastholdt i forhold til øvrige valutaer, vil dette ske indirekte, ofte ved at centralbanken har en tydelige målsætning for inflation. Denne tilsiger, at inflationen skal ligge på et specifikt niveau eller inden for et bestemt interval.

I Danmark føres der en fastkurspolitik, og derfor sker dette indirekte. Fastkurspolitikkens konsekvens er nemlig, at man får den samme inflation som valutaområde, man fører fastkurspolitik i forhold til i det lange løb. Med Danmarks fastkurssamarbejde vil man derfor importere inflationsniveauet i Euroland. Så længe inflationen her er stabil og lav, så vil inflationsniveauet i Danmark også fortsat være det.

Begynderniveauets lærebøger forklarer den langsigtede udvikling i inflation ud fra kvantitetsteorien. Her påpeges det, at inflationen på lang sigt er lig med væksten i pengemængden. Denne forklaring passer godt med den ovenstående beskrivelse. Pengemængden er dog ofte ikke et vigtigt styringsmiddel for de fleste centralbanker. De brugere typisk renteændringer til at fremme deres politik.

Måling af inflation

Man måler som regel inflation ved en inflationsrate (π). Den angiver så i procent, hvor stor ændringen i priserne fra det forrige år er i forhold til forrige års priser, hvilket bliver udtrykt i en bestemt ligning.

Prisniveauet vises som P, og det repræsenterer her et prisindeks. Prisindekserne bliver derefter udregnet ved hjælp af forskellige “varekurve”, der udgøres af nogle forskellige varer, der er helt centrale for enten forbrugerne, producenterne eller andre grupper. Taler man derimod om inflation i al almindelighed, tænker man ofte på udviklingen i forbrugerprisindekset, som laver beregninger på detailpriserne inklusiv de indirekte skatter.

Der findes ligeledes forskellige prisindekser:

• Nettoprisindekset. Denne måler detailpriserne eksklusive indirekte skatter.
• Engrosprisindekset. Denne opgør priserne i første omsætningsled.
• Råvareprisindekset. Denne omfatter importerede uforarbejdede råvarer.

Danmarks Statistik beregner alle disse indekser i Danmark. Derudover beregner Danmarks Statistik på vegne af Eorustat også udviklingen i den danske udgave af HICP-indekset, der også kaldes for Harmonized Index of Consumer Prices. Dette er forbrugerprisindeks, bliver beregnet efter nogle fælles EU-harmoniserede regler. Det bør dog nævnes, at der kun er nogle mindre forskelle mellem beregningen af CPI og HICP. Udviklingen i HICP-indekserne i Euroland er grundlaget for ECB’s pengepolitik. Derudover indgår HICP-inflationen i konvergenskravene i EU: Medlemslandenes inflation, der er tilsluttet eurozonen, må ikke afvige betydeligt fra andre medlemslandes inflation.

Der kan være svingninger i inflationstallene, som skyldes nogle særlige forhold som for eksempel olieprisfluktuationer og bevægelser i fødevarepriserne, som sker på grund af særlige høstforhold, som dog ikke er af stor betydning, når man vurderer den langsigtede inflationsudvikling. Man beregner derfor ofte en kerneinflation, der fortæller prisudviklingen, når den er renset for prisudviklingen på energi og ikke-forarbejdede fødevarer.

Verdens inflation

Det har overordnet været det samme billede som i Danmark i de øvrige vestlige lande. Inden 2. verdenskrigs begyndelse afløste inflations- og deflationsperiode ofte hinanden, lige med undtagelse af Japan i 1990’erne. Man havde en periode i 1970’erne og 1980’erne, hvor der var nogle ret høje inflationsrater, hvilket blandt andet skete på grund af større politisk fokus på at mindske inflationen, så denne situation blev aflæst af en længerevarende periode med moderate inflationsrater.

I historiens løb har mange lande været i perioder med hyperinflation, hvilket altså vil sige, at der var en ekstremt høj inflation, der slet ikke var til at styre. I 1920’erne oplevede tyskerne et af de absolut værste tilfælde, der blevet set i nyere tid. Efter dette er set eksempler på hyperinflation i lande som Ungarn, Zimbabwe og Venezuela.

Inflationens omkostninger

Man opdeler ofte inflationens omkostninger i forudsete og uforudsete omkostninger, da disse to typer af omkostninger har vidt forskellige implikationer.

Forudset inflation

Med den forudsete inflation skabes nogle forskellige samfundsøkonomiske omkostninger, der ofte opfattes som rimelig beskedne.

Menuomkostninger er et symbolsk navn på de omkostninger, virksomheder oplever ved at ændre deres priser. Billedet på dette er en restaurant, der betaler andre for at trykke deres nye menukort og prisskilte. Disse typer af omkostninger, som kan medføre en ekstra omkostning for den pågældende virksomhed, kan også bevirke, at det ikke er alle, der ændrer deres priser på samme tid eller ofte. Dette kan have den effekt, at de relative priser på varerne bliver forskudt, hvilket har en effekt på markedsmekanismerne. Internettets indtog kan dog have den betydning, at det på længere sigt ikke længere vil være helt lige så omkostningsfuldt at ændre på priserne.

Fordele ved inflation

Der er uden tvivl ulemper ved inflation, og man kan snildt stille tvivl ved verdens centralbanker og hvorvidt de forsøger at holde et inflationsniveau på 0%. Men der er ligeledes nogle rigtig store fordele ved en ikke alt for inflation.

For det første vil den ”smøre” hjulene på landets arbejdsmarked, da det gør det lettere at foretage en tilpasning, der afhænger af en lavere realløn. På den måde kan ledighed undgås, og lavkonjunkturer kan formindskes.

I centralbanker vil de ofte fører en ekspansiv pengepolitik, og dette gør de ved at sænke renterne. Renteniveauet kan dog ikke sænkes til negative niveauer. Dermed mister pengepolitik sin evne til at stimulere økonomien, når den nominelle rente er på 0. Dette kaldes for likviditetsfælden. Der er bestemt inflationsniveau, der vil medføre nogle højere nominelle renter på en bestemt realrente og dermed mindsker dette faren for, at økonomien ender i en likviditetsfælde.