Introduktion til Nationalregnskabet

Nationalregnskabet er i bund og grund et kontosystem, som består af statistikker, der giver dig et helhedsbillede af et samfunds samlede økonomi. Derudover indeholder Nationalregnskabet en overordnet opgørelse af virksomhedernes produktion, der er målt som værditilvækst og fordelt på hvert erhverv. Nationalregnskabet indeholder derudover også opgørelser af, hvad produktionen bliver brugt til. Der holdes også et regnskab over tilgangen af varer og deres anvendelse. Når det kommer til den offentlige sektor, er det udgifternes forbrugskonti, der fortæller dens bidrag til værditilvæksten.

Grundstrukturen for Nationalregnskabet

Nationalregnskabets grundstruktur består af et system, der består af sammenhængende definitioner og klassifikationer, der viser, hvorledes indkomster skabes, fordeles og omfordeles. Derudover giver det udtryk for baggrunden for efterspørgslen efter varer og tjenester, fordelingen af forbrug og opsparing, og hvordan opsparingen bliver anvendt til investering.

De definitioner og begreber, der bliver anvendt, indgår i et kredsløb. Kredsløbet blev udviklet tilbage i 1940’erne af Richard Stone, der er en senere Nobelprismodtager, i Definition and Measurement of the National Income and Related Totals. Senere har langt størstedelen af de lande, hvor grundlaget er markedsøkonomien, udarbejdet deres nationalregnskab efter vedtagne internationale retningslinjer, der bliver udarbejdet af FN og i det fleste tilfælde af EU.

Bruttotal og nettotal

Der er flere begreber i nationalregnskabet, der bliver opgjort både som brutto- og nettostørrelser. Det gælder for eksempel, når det kommer til værditilvækst og kapital- og formuestørrelser. En nettostørrelse beskrives bedst som forskellen mellem to bruttostørrelser, for eksempel bruttoindtægter og bruttoudgifter. Det vil sige de nettoindtægter, eller en bruttostørrelse fratrukket forbrug af fast realkapital.

Basispriser, markedspriser og faktorpriser

Den samlede aktivitet i et bestemt land er en værdi, der betegnes som produktionsværdien. Hvis man fratrækker forbruget i produktionen, bliver resultatet værditilvæksten. Det er et helt grundlæggende begreb i nationalregnskabet. Ved brugen af tre forskellige prisbegreber kan værditilvæksten opgøres: markedspriser, basispriser og faktorpriser. Forskellen på prisbegreberne skyldes, at de i forskellig grad betegner omfanget af de indirekte skatter er medregnet.

Markedsprisen angiver værditilvæksten i de priser, varerne sælges til i butikkerne. Det er altså de priser, de endelige forbrugere står overfor, inklusive alle afgifter. Værditilvæksten opgjort i markedspriser er det meget anvendte begreb bruttonationalproduktet (BNP).

Man finder frem til basisprisen ved at trække produktskatter som moms og punktafgifter fra markedsprisen og derefter tillægge produktsubsidier. Dette prisbegreb bliver benyttet ved en opgørelse af det enkelte erhvervs produktionsværdi og værditilvækst. Ved den samlede værditilvækst, der er opgjort i basispriser, kaldes for bruttoværditilvæksten (BVT).

Faktorprisen er lig med basisprisen, der er fratrukket andre produktionsskatter, hvilke for eksempel kan være vægtafgifter og ejendomsskatter, samt tillagt andre produktionssubsidier. Man benævner den samlede værditilvækst opgjort i faktorpriser for bruttofaktorindkomsten (BFI), hvilken angiver den værditilvækst, der tilfalder produktionsfaktorerne.

Forskellen på løbende og faste priser

De løbende priser, der er renset for inflation, er definitionen for faste priser. Man bruger de faste priser, når samme lands nøgletal over en årrække sammenlignes. Da faste priser er bestående af relative tal, fremstiller man sammenhængene med afsæt i et basisår, der normalt ansættes til 100. Principperne i beregninger af indeks er beskrevet af Danmarks Statistik.

Ligningen for Nationalregnskabet

Begrebet Nationalregnskabsligningen, også betegnet nationalregnskabsidentiteten, er et udtryk for de centrale økonomiske sammenhænge i nationalregnskabet. Ligningen ligger til grund for det kredsløb, som nationalregnskabet beskriver. Ligningen bliver ofte skrevet således: Y+M = C + I + G + X. Her betegner Y den indenlandske værditilvækst, M importen, C det private forbrug, I investeringerne, G det offentlige forbrug, og X er betegnelsen for eksporten.

I nationalregnskabsligningen fremgår det, at den samlede antal af varer og tjenester er identisk med den samlede anvendelse af varer og tjenester. Man kalder også denne sammenhæng for forsyningsbalancen.

Produktionskontoen

Produktionskontoen er et udtryk for sammenhængene fra en produktiv synsvinkel. Som det tidligere er blevet nævnt, så er en nations samlede værditilvækst i markedspriser det samme som bruttonationalproduktet, mens den samlede værditilvækst i faktorpriser er det samme som bruttofaktorindkomsten. På baggrund af dette følger, at BNP + produktionssubsidier – produktionsskatter = BFI, og at BFI + produktionsskatter – produktionssubsidier = BNP. I tilfælde af at produktionsskatterne udgør akkurat samme beløb som produktionsssubsidierne, er BFI lig med BNP.

Man kalder også den samlede værditilvækst i basispriser for betegnelsen bruttoværditilvæksten. Dermed gælder det, at bruttofaktorindkomst + produktskatter – produktsubsidier = bruttoværditilvæksten, og ligeledes at bruttoværditilvækst + andre produktionsskatter – andre produktionssubsidier = BNP.

Indkomstkontoen

Værditilvæksten går til ejerne af produktionsfaktorerne (det vil sige arbejderne og kapitalejerne) som indkomst. På denne konto er det centrale begreb bruttonationalindkomsten (BNI). BNP er lig med BNI i lukket økonomi; her kan personer arbejde og dermed tjene en indkomst i et andet land, end hvor de bor, og have udenlandsk formueindkomst. De to størrelser vil være forskellige. Forskellen på BNP og BNI kaldes faktorindkomst fra udlandet (netto).

Samhandel

En opgørelse af samtlige betalinger mellem et land og udlandet i det forløbne år kaldes for betalingsbalancen. Her kan man få indsigt i omfanget af landets indtægter og udgifter, hvilket ses i forhold til udlandet.

Den vigtigste post er vare- og tjenestebalancen, der giver indblik i det pågældende lands eksport og import. Indtægterne fra salg til udlandet benævnes eksport, hvor udgifterne ved køb i udlandet benævnes importen. Handelsbalancen er begrebet for varehandel med udlandet.

Hovedrevisioner

Med nogle års mellemrum foretages hovedrevisioner af nationalregnskabet. Her kan opgørelsesmetoder med videre ændres mere grundlæggende. Når det kommer til Danmark, er den sidste hovedrevision foretaget tilbage i efteråret 2014. Hovedrevisionen omfattede en nogle større og mindre ændringer, som blandt andet resulterede i, at det beregnede bruttonationalprodukt i årene fra 1966 til 2013 blev opjusteret med godt 1,6 og 3,1 %. I 2013 blev BNP derfor forhøjet med 1,8 % på grund af hovedrevisionen. Den mest betydelige grund til opjusteringen er, at udgifter til forskning og udvikling i dag anskues som investeringer og som løbende udgifter.

Hovedrevisionen er en del af omlægningerne af nationalregnskabsstatistikken, hvilket bliver brugt i hele EU. Alle EU-lande skulle senest i udgangen af september 2014 overgå til de nye retningslinjer, der kaldes European System of National and Regional Accounts (ESA 2010). ESA 2010 er opbygget på retningslinjerne for opstilling af nationalregnskaber, der blev vedtaget i 2009 af FN.